Udtalelse bragt i Dagbladet Politiken torsdag d. 23. juli 2009 af blandt andre en række medlemmer af støttekredsen.
Beslutningen om deportation af de afviste irakiske flygtninge er et skræmmende eksempel på VK regeringens afstumpede asylpolitik. Irak er et højest usikkert land at opholde sig i, og det danske udenrigsministerium fraråder på det kraftigste danske statsborgere at rejse til landet. Også FN vurderer Irak som ekstremt usikkert. Alligevel vælger regeringen at udvise mænd, kvinder og børnefamilier til dette land.
De irakiske flygtninge har fået deres sager bedømt af et trepersoners embedsmandsudvalg. Selvom VK regeringens spindoktorer forsøger at bilde os det modsatte ind, er der ikke på nogen måde tale om en domstolsafgørelse, sådan som vi danskere normalt forstår det. Der er tale om en politisk afgørelse, dikteret af Dansk Folkeparti.
Vi mener at deportationen af de irakiske flygtninge til et voldeligt og ekstremt usikkert Irak er udtryk for en menneskeforagt så monumental, at det fortjener et mindesmærke. Og ikke et almindeligt mindesmærke, men en skamstøtte!
Et passende monument over regeringens menneskesyn bør være lavet af massiv beton. Og det bør være firkantet. Det bør også have et navn. For eksempel kunne det hedde ”Hornbechs Minde” efter Birthe Rønn Hornbech, som fortjener at mindes for den måde, hvorpå hun svigtede sine principper og idealer i samme øjeblik hun blev minister, men ”Kjærsgaards Lyst” kunne være et godt alternativ. Man kunne også blot kalde det ”VKO”. Eller ”Systemet Før Mennesket”.
Skamstøtten vil være et monument over en meget hæslig periode i nyere dansk historie. En periode, hvor regeringspolitikerne for at beholde magten blandt andet ofrede en gruppe svage, traumatiserede og sårbare mennesker, som aldrig havde gjort os danskere andet end at bede om en beskyttelse, som vi sagtens kunne have givet dem. En periode, kommende generationer vil læse om i historiebøgerne med en blanding af forundring og væmmelse.
musiker Ane Trolle, professor Peter Kemp, forfatter Carsten Jensen, standup-komiker Jonatan Spang, professor Anette Borchorst, madskribent Camilla Plum, forfatter Suzanne Brøgger, billedkunstner Per Mølgaard, filminstruktør Thomas Vinterberg, antikvarboghandler Jess Jessen, billedkunstner & musiker Knud Odde, journalist Tine Bryld, kok Nikolaj Kirk, fuldmægtig phd. Carsten Sestoft, musiker Anders Trentemøller, skuespiller Jesper Christensen, restauratør Peter Gerholm, skuespiller Claus Flygare, forfatter Jesper Wung-Sung, lektor phd. Hanne Andersen, musiker Kira Skov, skuespiller Tina Gylling, musiker Kasper Bjørke, forfatter Frederik Dessau, skuespiller Peter Larsen, forfatter Jonas T. Bengtsson, radiovært Hans-Henrik Siig, professor Knud J. Jensen, forfatter Katrine Marie Guldager, musiker & billedhugger Franz Beckerlee, forfatter Kristian Himmelstrup, forfatter Kirsten Thorup, forfatter Jan Sonnergaard